Racen golden retriever blev, som de øvrige retrieverracer af engelsk oprindelse, skabt i anden halvdel af 1800-tallet. Jagten havde fået nye former og andre våben. Man havde brug for effektive apportører til store selskabsjagter. De skulle have stor vandpassion, da de bl.a. skulle fungere på andejagter. De skulle være sociale over for fremmede hunde og mennesker, da de skulle fungere på jagter med mange deltagere. De skulle være i stand til at være rolige, og dog opmærksomme, i længere tid, mens de "stod for", for derefter at sætte al deres energi ind på arbejdet som apportør. De skulle have en fin balance mellem stor lydighed og stor selvstændighed, da de skulle være styrbare i stressede situationer, men også kunne arbejde selvstændigt i terræn, hvor de ikke havde kontakt med deres fører. De skulle være fysisk robuste og kunne arbejde i alt terræn. Og så skulle de frem for alt være vilde med at apportere. I FCI´s racestandard for golden retriever står, at hunden skal være "let at træne, intelligent og i besiddelse af medfødte anlæg for sit arbejde. Venlig, imødekommende og tillidsfuld".
Sådan en hund vil vi gerne eje, sådan en hund vil vi gerne opdrætte.
Det er egenskaber, som gør en hund til en passioneret jagthund, men også til en rigtig dygtig narkohund, blindeførerhund, servicehund, schweisshund, redningshund. Og også en meget yndet familiehund, eller deltager i næsten alle former for hundesport. Men udgangspunktet har altid været jagten. Det er det sociale, robuste, venlige, evnen til at skifte fra aktivitet til passivitet, let at træne, intelligens, alt det, som jægerne i Englands adel i 1800-tallet systematisk avlede hen imod, der har ført de andre muligheder med sig. Det er altså noget vrøvl, når nogen skelner mellem goldens af jagttype og goldens, som er egnede som familiehunde. Der findes kun en goldenrace.