"Fanny"



Ciba Kiki (Tallygold Keep Smiling / Thorebos Bessie) Født 11/11 1988





Fanny var, hvad ingen anden kan blive, den første. Efter et par familiehunde var hun min første helt egen hund. Jeg boede stadig hos min mor og far, men Fanny var helt min egen, selv valgt, købt og betalt. Der var nogen overvejelser, før Fanny blev valgt. Det stod ret hurtigt klart, at valget måtte falde på en retriever. Jeg ville have en mellemstor hund, som jeg kunne træne og arbejde med. Jeg vidste ikke noget om egentligt retrieverarbejde, men havde trænet noget konkurrencelydighed med hendes forgænger. Jeg vidste ikke noget om forskellige typer indenfor goldenracen. Men Fanny flyttede ind, og jeg var lykkelig. Hun var en hund, som ville gøre alt for mig, hvis hun vidste præcis, hvad jeg ville, men som ikke trivedes med udfordringer. Vi fik en skøn sommer sammen, hvor vi gik lange ture, trænede, badede sammen. Ved et besøg hos hendes opdrætter fik jeg at vide, at jeg skulle passe på hendes slanke linie. Jeg spurgte andre erfarne goldenfolk og endte hos dyrlægen. Og Fanny forlod os lige 1 år gammel på grund af kræft. Jeg sørgede dybt, men var ikke i tvivl: Jeg måtte have en ny hund.





Fanny og niece Ida.



"Dinna"



Egø´s Golden Dinna (Golden Dixie's Kindly Charmer / Woodstar Fleur) Født 11 / 11 1989





Dinna med lille Effie



Dinna blev Fannys efterfølger. Hun var som Fanny af rene udstillingslinier. Men af sind var hun Fannys diamentrale modsætning. Der var så meget vilje og så meget arbejdslyst i hende, at jeg, da hun var to år gammel, var ved at kapitulere. Heldigvis mødte jeg på det tidspunkt to erfarne jagt- og markprøvefolk, der kunne se Dinnas evner og få sat skik på hende. Hun endte med at stille i vinderklasse. Og jeg lærte, hvad det er at træne en retriever. I mellemtiden var jeg flyttet for mig selv, og var begyndt at tænke på at få en hund mere. Dinna blev parret med Joe¨s Jolly Be Good af jagtlinier, og jeg beholdt en tævehvalp. Siden har golden retrievere hos mig været gyldne og af jagtlinier.


Dinna havde A på hofterne. Hun var mor til kennel Mortons A-kuld efter Joe´s Jolly Be Good og B-kuldet efter Fylla´s Lovely Lee Leroy


På B-prøve havde hun 2 x 1.pr. åben klasse og på A-prøve 3.pr. Udstilling: 1. AK



"Effie"



Amanda (Joe´s Jolly Be Good / Egø´s Golden Dinna) Født 23/6 1994





Foroven Effie med sit første kuld, for neden gode, gamle Effie.





Effie flyttede sammen med Dinna med mig til Buresø november 1996. Dinna døde i vinterferien1997. Men Effie følte sig straks hjemme i Buresø. Hun sad på terrassen og skuede ud over haven, som om hun ville sige: Alt det er vores! Hun er blevet trænet og har været på prøve som alle mine andre hunde. Men dybest set var hendes glæde at være mor og madamme for den med tiden skiftende flok. Hun elskede hvalpe, egne og andres. Var elskeligheden selv. Samtidig med at Dinna forlod os, flyttede Mikkel ind. Og Effie og Mikkel kom til at leve et langt, dejligt goldenliv sammen.


Effie havde A/0 på hofter og albuer. Hun er mor til kennel Mortons C-kuld efter Sungold Lucky Wuk, og D-kuldet og E-kuldet efter Kingo.


Bedste resultater: Markprøve B åben klasse 1.pr. Markprøve A åben klasse 1.pr. Udstilling 1. BK



"Mikkel"



Kingo (Sungold Lucky Wuk / Lady) 3.juni 1996- - juli 2009





Mikkel i sin bedste alder





Jeg sidder og venter på Mikkels sidste markprøve i et brus af forårsskov.





Mikkel kom til mig 8 måneder gammel som omplaceringshund på grund af en skilsmisse. Jeg tror ikke, at hans første familie har haft meget overskud til at socialisere og præge ham. I starten var han bange for forbikørende biler, når vi var ude og gå. Han var bange for store sten og rødder i skoven. Men efterhånden blev han den hund, det nok var meningen, han skulle være. En hund med et fantastisk stabilt temperament, stor intelligens, enestående personlighed. Nogen hunde bliver ejerens "barn". Nogen bliver en elsket kammerat og samarbejdspartner. Mikkel var det sidste. Han var ikke altid en nem hund, ligesom hans datter, Nora, ikke har været det. Det er hunde med stor selvbevidsthed og personlighed. Men en hund, som jeg er stolt over at have ejet. Og som har lært mig så meget om hunde og hundetræning.

Han levede sit lange hundeliv sammen med Effie. De var næsten jævnaldrende, og kom i en lang periode til at tegne og præge kennel Morton. Sammen tog de vare på den skiftende flok og dens hvalpe. Mikkel var en formidabel hvalpeopdrager. Hvor Effie elskede hvalpe som en altid kærlig mor eller mormor, var Mikkel den strenge far, og han fik lov til at være det.

Mikkel var linieavlet på DKBRCH DKJCH SEJCH Spica. Jeg lavede selv to kuld efter ham i hans unge dage. Da han blev en moden hund, var linierne efter Spica ved at være lidt tyndet ud, og Mikkel kunne bidrage til at bringe dem frem igen.


Mikkel havde A /0 på hofter og albuer, og havde ingen anmærkninger på øjnene. Han blev far til seks kuld. I 1999 og 2001 med Amanda, 2007 med Ambertrail's Happy Heatleader, i 2008 med Joe's My Little Pony, i 2009 med Sungold Flying Sheba og i 2009 med Vassruggen's Lykka Til Kopparhult.


Bedste resultater: B-.prøve åben klasse: 2x1.pr. A-prøve åben klasse: 2.pr. Udstilling: 1.SK 1.SKK



"Lukka"



Morton Duchess Elanor (Kingo / Amanda) 8.maj 1999 - 2. juli 2007.



Lukka var efter Mikkel. Og som sådan havde hun stor arbejdspassion. Men mere håndterlig, end hos hendes halvsøster, Nora. Hun kunne være en pest at stå med på en ventelinie, men så snart hun var "på", var hun dedikeret til opgaven. Hun skulle have været parret med svenske SEVCH SEAGCH SELCH SEJCH Rockdove's Timekeeper Of Big Ben. Men under en tur til Allingsås, som er en hel historie i sig selv, stod det klart, at mellem hans mange kvalifikationer ikke var at parre tæverne. På vejen hjem prøvede vi en anden svensk hanhund, som sagtens kunne parre hende, men som desværre viste sig ikke at være fertil. I mellemtiden havde jeg fundet frem til en anden svansk hanhund, dejlige Stjärnglimtens Epson. Jeg mødte hans ejere på en prøve i Danmark. Vi aftalte, at jeg først skulle prøve at parre med en dansk hanhund, for at få bekræftet, at Lukka kunne få hvalpe. Det blev til et kuld på 10 hvalpe. Om sommeren kørte jeg på en helt improviseret tur rundt i Sverige, bl.a. for at se Epson. Og i juli kørte Lukka og jeg til det smukke forår i Dalsland for at parre. Det blev et dejligt kuld, som flere hundevenner fik hvalpe fra. Jeg beholdt selv Lovis. Desværre døde Lukka allered 8 år gammel på grund af kræft.


Lukka havde B/0 på hofter og albuer Hun blev mor til kennel Mortons F-kuld med Golden Ciba Nalle i 2004, og G-kuldet med Stjärnglimtens Epson i 2005.


Bedste resultater: Markprøve B åben klasse 2 x 1.pr. Markprøve A åben klasse 1.pr. Udstilling 2.BK







Kennel Stjärnglimtens 2005 i forårsskrud





Mikkel, Effie,og i midten deres fælles datter, Lukka. Foran Lukkas lille datter, Lovis.



"Lovis"



Morton Golden Lass Lovis (Stjärnglimtens Epson / Morton Duchess Elanor) 17. juli 2005- foråret 2013





Bedste junior tæve på udstilling, 1.pr. begynderklasse B-prøve. På én weekend på Bornholm 15 måneder gammel.





Bedste hund i åben klasse golden efterårsmarkprøve 2006. Jeg har altid bandet den plastikpose langt væk.





På vej til Buresø i sommervarmen, en ung Guoika, Mikkel og nærmest pelsdyret Lovis i 2008.



Mange, som har levet et langt hundeliv, har haft en hund, som var deres livs hund. Hele det første år overvejede jeg, om Lovis skulle blive den hund for mig. Hun var så smuk, Hannes Walt Disneyhund, Hannes Cockerspaniel. Hun var kvik i pæren og pålidelig at arbejde med. Hun kom i sin første løbetid, og jeg syntes jo nok, at hun blødte lidt rigeligt. Men både hunhunde og kvinder er forskellige. Og så væltede det hele. En eftermiddag, da løbetiden var ved at være slut, blødte hun plusdelig overalt. Tarm, tandkød, skede. Og selvfølgelig en søndag eftermiddag. Susanne og jeg hastede til Københavns Dyrehospital. Autoimun nedbrydning af blodpladerne lød dommen, altså en slags blødersygdom. Jeg efterforskede, om der var nogen grund til at tro på noget arveligt, men fandt ikke noget. Hun fik samtidig konstateret hjerte/lungorm, og det bedste bud er nok, at det var årsagen. Men hun kunne selvfølgelig ikke føre slægten videre. På den anden side skal en hund som Lovis ikke være en sofahund. Hele det liv, som blev hendes, blev hun trænet, gik på prøve og jagt, mens vi holdt sygdommen i ave med prednisolon. Da hun var otte år, fik hun borelia, og samtid var hendes nyrer medtagne af medicinen. Så da måtte jeg tage afsked med en dejlig hund. Jeg spurgte ejerne af en søster til Lovis, om jeg måtte lave et hvalpekuld på deres hund, så jeg kunne føre tævelinien videre, men det var de ikke interesserede i.


Lovis havde B/0 på hofter og albuer.


Bedste resultater: Markprøve B åben klasse 4 x 1.pr. (heraf en gang prøvens bedste hund) Markprøve A åben klasse 1.pr. Jagtforeningernes apporteringsprøve bestået. Udstilling 1.UK 1.UKK