Så blev Lines kuld født. Det er altid, stadig, efter 13 kuld, som at begive sig ud i ukendt land. Hvad sker der med hvalpene, kommer de uskadte ud i livet? Sker der noget med moderen? Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis der gjorde. Hvorfor tog jeg den beslutning at lade hende parre? Der var seks store fine hvalpe i Line. To kom aldrig til at komme ud i livet. Den førstfødte var en stor, mørk, flot tæve. Hun var så fin, og jeg kæmpede et stykke tid for at få hende bragt tilbage til livet, men forgæves. Den sidstfødte var en han, som jeg ikke var i tvivl om at vi havde mistet. Tilbage nyder vi nu tre tæver og en han. De trives fint, tager hurtigt på. Der er kun fire om at dele mors ti patter. Hannen er lige nu mørkest og rødest. Tæverne lidt lysere, men det kan ændre sig, og alle vil blive mørke, ingen tvivl om det. Det ser ud til, at kuldet vil blive spredt fra Jylland til Norge, så nogen fælles hvalpetræning bliver der ikke tale om. Den ene tæve skal blive her. Hannen, som skal til Norge, kommer til at blive her 7 uger længere end de andre.

Vi har haft nogen skærmysler med Nora. Dels er hun meget glad for hvalpene, og vil forfærdelig gerne deltage i deres pasning. Hun kigger hen til hvalpekassen, så snart der er et kny derfra. Men hun synes også, at det småkravl og Line får alt for meget opmærksomhed. Hun har nogen gange forsøgt at skubbe Line væk, og det går slet ikke. Så vi må være opmærksomme. Gitte, hanhundeejer, og Susanne, dyrlæge, har været på besøg. Men ellers kan jeg godt fornemme, at vi skal vente lidt med for meget uro og besøg, hvis Line ikke skal blive for stresset.